Fra praktikant over studentermedhjælper og akademiaspirant til talentfuld netværks- og sikkerhedskonsulent. Det er det forløb, som 2C Networks med virksomhedens ’Talent Engagement Program’ tilbyder unge mennesker med interesse for IT-teknologi.

Hvert år optager 2C Networks op mod 6 unge mennesker på virksomhedens ’Talent Engagement Program’. Praktikken varer 10 uger og efterfølges af et 10 ugers eksamensprojekt.  Forløbet giver de unge mulighed for at opleve kombinationen af livet på skolebænken og tilværelsen som vaskeægte konsulent. Flere af praktikanterne får sidenhen mulighed for at blive studentermedhjælpere, og for nogle af dem går drømmen om at blive netværks- eller sikkerhedskonsulent i opfyldelse, når de bliver tilbudt optagelse på 2C Networks akademi.

Adm. direktør i 2C Networks, Ketil Johansen, er begejstret for de unge praktikanter.

”De kommer som et frisk pust i vores hverdag og er med til at udfordre måden, vi tænker forretning og teknologi på. De er dygtige, og det er spændende at inddrage dem i vores komplekse verden og få deres bud på, hvad der skal til for at løse kundernes udfordringer.”

Åbner en ny verden

Ifølge Ketil Johansen udspringer virksomhedens talentprogram af en ambition om åbne en ny verden for praktikanterne, men også om at lægge sig forrest i jagten på de største talenter.

”Vi vil gerne give de unge chancen for at komme ind i en branche, som måske ikke ligger lige til deres højreben, men som rummer en masse muligheder i forhold til deres fremtidige jobs. Og så får vi som oftest lov at beholde dem, som brænder allermest for vores fag, og det er en kæmpe gevinst, som vi gerne investerer i.”

Fra kok til teknolog

Det lå ikke lige i kortene, at 28-årige Simon Lauridsen skulle være IT-teknolog.

”Det var lidt af et tilfælde, at jeg kom ind på IT-teknolog uddannelsen. Jeg ville egentlig have læst til finansøkonom, men da jeg søgte ind, gik der noget galt med systemet, og så kom jeg i stedet ind som IT-teknolog. Og så besluttede jeg at give det et forsøg.”

Simon Lauridsen er oprindeligt uddannet kok, men kunne ikke fortsætte i branchen. Til sommer er han færdig med de to år på Erhvervsakademi Aarhus, og planen er at læse videre på top-up uddannelsen i IT-sikkerhed, som varer halvandet år.

”Jeg kan godt lide at arbejde med sikkerheds-delen. I de her år stiger mængden af hackerangreb eksponentielt, og de bliver mere og mere sofistikerede og svære at spore. Virksomhederne har store udfordringer med at beskytte sig mod noget, der er meget diffust. Meget af den malware, vi ser, skyldes menneskers uhensigtsmæssige opførsel, og det kan man undgå ved at få folk til at tænke sig om og ændre adfærd. Det får jeg også lov til at arbejde med, og det er virkelig spændende.”

Indgår som en del af organisationen

I 2C Networks bliver praktikanterne behandlet på lige fod med alle andre.

”Inden vi startede, var vi nærmest til jobsamtale og skulle gøre os fortjent til at være her og vise, at vi virkelig ville det her. Og nu hvor vi er her, bliver vi udfordret hele tiden, på den gode måde. De placerer os ikke bare i et hjørne og beder os om at tjekke systemlogs hele dagen. Vi bliver hevet med ud på kundebesøg, så vi får indblik i kundernes udfordringer.”

Opbakning fra 2C Networks faste medarbejderstab er der også.

”Det er et super godt arbejdsmiljø med mange dygtige og kompetente kolleger, som er rigtig gode at snakke og sparre med,” fortæller Simon Lauridsen og understreger, at ambitionerne i 2C Networks er høje.

”Ketil Johansen [den adm. direktør, red] satte fra starten forventningerne højt og sagde halvt i alvor, halvt i spøg, at dem kom vi nok ikke i nærheden af. Men jeg vil nok sige, at vi nærmer os. Vi har i hvert fald gjort alt det, vi kunne.”

Det mest ambitiøse praktikantforløb

At 2C Networks talentprogram stiler højt bliver også bemærket af Anders Eriksen, der er adjunkt ved Erhvervsakademi Aarhus, hvor han underviser i netværk og infrastruktur på IT-teknolog uddannelsen.

”I de år, jeg har arbejdet med uddannelse og som konsulent, har jeg ikke mødt så ambitiøst et praktikantforløb som det, 2C Networks tilbyder i deres Talent Engagement Program. Det er et unikt forsøg på at få unge mennesker hjulpet ind i netværksbranchen.”

Han er begejstret for, at talentprogrammet kombinerer skoleuddannelse med rollen som konsulent.

”Det løfter de unge fra skoleviden til en praktisk viden, som de rent faktisk kan bruge over for kunderne,” mener Anders Eriksen.

”De unge synes, at 2C Networks er et fedt sted at være i praktik. De får opgaver, der svarer til dem, de kommer til at møde i et almindeligt ansættelsesforhold, og de kommer igennem en reel ansættelsesprocedure, som er rigtig godt for dem at have prøvet kræfter med. Uanset om de ender med at få job hos 2C Networks eller ej, så er de bare så meget bedre klædt på til at søge job.”

Anders Eriksen oplever, at der er stor forskel på kvaliteten af de praktikpladser, som unge tilbydes ude hos virksomhederne.

”Der er nogen, der udbyder praktikpladser, fordi de synes, de bliver nødt til det. Men de investerer ikke rigtig kræfterne i det. Andre, som 2C Networks, formår at få praktikanterne gjort til en del af deres organisation – fordi det ligger helt inde i firmaets DNA at have de unge med som en del af ligningen for at kunne udvikle og vækste deres forretning.”

Ind i den sidste fase

Om kort tid går Simon Lauridsen og de andre praktikanter på Erhvervsakademi Aarhus i gang med deres afsluttende projekt. Som udgangspunkt har alle, der er i praktik hos 2C Networks, fået lov at skrive hos virksomheden. Og det ser Simon Lauridsen frem mod.

”Jeg vil skrive om de bekymringer, der kan være i forbindelse med password cracking i cluster computere. Det bliver spændende at prøve kræfter med et specifikt emne, som jeg skal dykke helt ned i,” slutter Simon Lauridsen.